Forbrugerombudsmanden udgav i oktober 2024 opdaterede anbefalinger til miljømarkedsføring. I anbefalingerne fremgår det hvor afgørende det er, at virksomheder forstår de nye krav. Markedsføring med udsagn og påstande om bæredygtighed er blevet skærpet, og det kan få konsekvenser, hvis reglerne ikke overholdes. I det følgende fremhæver vi, hvor virksomheder især skal være opmærksomme, når det handler om markedsføring af grønne påstande.

Forbrugerombudsmandens samlede anbefalinger kan findes her. Rapporten indeholder flere konkrete eksempler på uhensigtsmæssig såvel som god miljømarkedsføring

Vildledning er ulovligt

Hvis din virksomhed bruger udsagn som “bæredygtig”, “CO₂-neutral” eller “miljøvenlig”, skal du kunne dokumentere det. Generelle udsagn uden konkret dokumentation kan anses som vildledende, især hvis de giver et fejlagtigt indtryk af produktets miljømæssige fordele.

Konkrete udsagn foretrækkes

For at minimere risikoen for vildledning, anbefales det at bruge præcise og verificerbare udsagn, såsom “Denne emballage består af 80% genanvendt plastik”. Dette er lettere at dokumentere og giver forbrugeren mere gennemsigtig information.

Brug af billeder og farver kan også være vildledende

Det er ikke kun ord, der kan være problematiske. Hvis din markedsføring bruger grønne farver, naturmotiver eller symboler, der giver indtryk af en særlig miljøfordel, skal det kunne dokumenteres. Et eksempel brugt i Forbrugerombudsmandens anbefalinger, er en sodavandsflaske fremstillet delvist af plantemateriale blev markedsført som “100% genanvendelig”. Selvom udsagnet var korrekt, skabte billeder af naturmotiver indtryk af en særlig miljøfordel. Da alle flasker i retursystemet er 100% genanvendelige, var udsagnet vildledende.

Branding kræver bevis

Hvis din virksomhed ønsker at profilere sig som en “grøn” virksomhed, skal der være konkret handling bag. Brug af bæredygtighedsudsagn i slogans, navne eller branding må kun ske, hvis der er klare og dokumenterede planer for at opnå miljømål. Bevis på grønne kvaliteter kan være dokumentation så som klimaregnskaber, livscyklusanalyser (LCA), miljøvaredeklarationer (EPD) og Product Carbon Footprints (PCF). Dokumentation skal altid udarbejdes af uafhængige eksperter.

For virksomheder er det vigtigere end nogensinde at sikre, at miljømarkedsføring er faktuelt korrekt og veldokumenteret. Overtrædelser kan føre til bøder og tab af forbrugertillid. Sørg derfor at arbejde med præcise formuleringer og gennemsigtige data.

Har du brug for hjælp til din grøn markedsføring?

Virksomheder møder nye krav til grøn markedsføring med Forbrugerombudsmandens skærpede vejledning. Provice har erfaring med at rådgive om korrekt og dokumenteret grøn markedsføring og hjælper virksomheder med at overholde retningslinjer. Kontakt os for en uforpligtende samtale om, hvordan I kan styrke jeres grønne markedsføring inden for vejledningens rammer.

Please enable JavaScript in your browser to complete this form.

Ved at indsende denne formular giver du samtykke til, at vi må behandle dine oplysninger samt kontakte dig med relevant information og tilbud. Læs vores privatlivspolitik her